tirsdag den 3. september 2013

Naboens hæk

Nu tror nogen nok at her kommer et indlæg med et negativt fortegn. Naboens hæk - desværre kimen til mange stridigheder på de danske villaveje. Men NEJ ikke her! Jeg har verdens dejligste nabo, veninde og tilvalgte familiemedlem, nu på 22. år. Hun har nu rundet 75 år og er stadig i topform, men synes bare ikke det er super sjovt at klippe hæk... men det synes jeg. Så for en del år indgik vi en 'pagt' - jeg klipper hendes hæk og har fået frie hænder til at lege. Resultatet er en alt andet end snorlige hæk, mellem to alt andet end snorlige kvinder, der holder meget af hinanden. Her er både kig-huller, smut-huller og kaffe-huller. Win-win for os begge og en 'pagt' jeg kun kan anbefale andre at indgå.





 Her arbejdes på en fjollet hæk-hule - har dog endnu ikke fundet en værdig beboer!


Tak til min søde Ulla :-)



onsdag den 21. august 2013

I AM BACK!

Så er jeg tilbage efter en dejlig lang og varm sommer, der bød på masser af hygge og masser af arbejde, så bloggen røg bagud i prioriteterne - beklager! Jeg er stadig VILD med mit nye drivhus, der udover planter også bruges som hygge og sovested. Og min nye køkkenhave - det gror så vildt at end ikke dræbersneglene kan nå at æde alt (og de har været her i tusindvis, trods det varme vejr og ihærdig kamp fra min side!). Lykken er at fylde en kurv med hjemmeavl og smide det direkte i gryderne, munden eller fryseren.




Bønnen med den violette bælg kvittere også med smukke violette blomster...


Aspargesærten har de smukkeste blomster og blade...



Hjulkrone og tallerkensmækker er favoritter til salatskålen..



Japanske kirsebær vokser som besat i drivhuset...


Er vild med den lille 'vat pude' denne bønne beskytter sit indhold med...


De skønneste violette ærter, desværrer er ærten bare grøn inden i.. Let bitter men god til mad...


Caigua, smuk plante - desværrer også elsket af dræbersneglene...


En tørstig Tromboncino - gror som ind i h... - desværrer også en snegle favorit...


Klatre spinat i drivhuset - har nået tagryggen og er kommet over sneglehøjde.
Smuk plante med lækre kødfulde blade...


 Lidt nye indkøb er det også blevet til.
De smukke riddersporer er dog allerede blevet ædt af de grådige snegle ØV 
- men alunrod holder de sig heldigvis fra...


 ...fredløs, anis isop og græsser klarer også sneglenes hærgen - så dem må jeg bare købe flere af!



Nyd sensommeren



tirsdag den 2. juli 2013

Havetroldens Dyrehave...

Hvad er en skovhave uden dyr!? Her har jeg, som før nævnt, mange rådyr i haven, men de er efterhånden ved at være FOR tamme. Denne unge dame flyttede sig først da jeg stod 3 meter fra hende, med kameraet. Hundenes gøen genere dem heller ikke mere - godt nok er mine hunde meget små - meeen alligeve, lidt bange burde den vel blive!?

Skovhaven er blevet lidt forsømt i år, da drivhuset og den nye køkkenhave, har krævet noget opmærksomhed. Det nye legetøj er jo også altid sjovest. Men der er nu ganske dejligt alligevel, skovhaven må gerne have lidt vildskab i sig her.



Her kig mod pavillionen. Rodgersia og Kæmpe Tusindstråle trives godt i den fugtige skovbund.


Her kig mod drivhuset. Rhododendroner kan også godt lide stedet og heldigvis får de lov at stå for rådyrene, modsat mange andre planter.


Strudsvinge Bregnerne trives næsten for godt - de breder sig uhæmmet.


Lungeurt - en dejlig plettet skønhed.


Denne Hosta husker jeg desværre ikke navnet på, men den er dejlig snegletolerant.


Kæmpe Tusindstrålens smukke knopper.


Pileurten flyttede ind i skoven sidste år og ser ud til at trives.


Mine "rullebregner" fra sidste år gror stadigt lystigt.


Prydhindbæret er egentlig en lidt kedelig plante, men blomsten fejler nu ikke noget!


Mine GIGANTISKE hosta, er endelig kommet ud af starthullerne efter 4 år på pladsen.



I udkanten af min skovhave lavede jeg i det tidlige forår et surbundsbed, med de kæmpe planter jeg fik fra gode genboer. Alle rhododendronerne skyder, trods den voldsomme tilbageskæring, men der går nok nogle år inden der kommer blomster. Bedkanten er lavet af krims krams træ fra haven, synes der passer fint ind i stilen her, med en uhøjtidelig kant som denne - og så er den ovenikøbet helt gratis!


Håber på sol og varme, så jeg snart kan få "kælet" lidt om skovhaven igen.




tirsdag den 18. juni 2013

Jeg ved hvor der findes...

...den skønneste orkidéeng i en privat have. Jeg røber naturligvis ikke hvor, men deler gerne billederne af det vidunderlige syn. Orkidéerne har selskab af Trevlekrone, Bidende Ranunkel, Eng Kalkkarse, Forglem Mig Ej, Pileurt og andet vildt og dejligt. Beboerne opdagede for år tilbage nogle få orkidéer i græsset, efter at være vendt hjem fra nogle ugers ferie, hvor græsset ikke var blevet slået. En botaniker blev hidkaldt og græsplænen er siden blevet konverteret til blomstereng og passes som sådan. Og det har i den grad givet bonus! Orkidéerne har formeret sig vildt og voldsomt, og nu er hele grunden fyld med tusindvis af disse smukke planter - det er forunderligt! Kig selv med her...







Her ses hele haven, klik på billedet og se det i en stor størrelse!



...og 1000 tak til hr. og fru X for invitationen, til at komme og nyde dette fantastiske syn!




søndag den 16. juni 2013

MIN drivhusdrøm

Her er blevet knoklet, gravet huller, flyttet tonsvis af sten, grus og jord - NU er min nye udvidede drivhus have færdig! Det sidste gravearbejde havde jeg ikke 'folk' til, men fixede det selv! Jeg synes ikke at området omkring drivhuset var stort nok til mine højbede, så jeg kastede mig over en skovl og gik amok. Gravede græstørv og sumpet mosejord væk, fyldte op med 1 ton ærtesten og et ton stabilgrus. Hele områdedet blev herefter dækket med et lag stigrus , også kaldet slotsgrus eller herregårdsgrus (...igen 1 ton PYHA!!!). Indhegningen fra sidste års køkkenhave blev flyttet og en rulle kastaniehegn mere blev sat op. Nu er hele drivhushaven indhegnet i kastaniehegn, så rådyrene ikke kommer og æder alt.

Jeg har lavet to nye højbede og en mistbænk af brugte pallekraver, som jeg har malet i min lysgrønne yndlings havefarve. De brugte pallekraver kostede en 50'er stykket, så det er en fin, nem og billig måde at lave højbede på.




Indgangen til drivhushaven sker gennem lågen fra sidste års køkkenhave projekt og den nye  og gamle del hænger nu sammen.




Her ses køkkenhaven, jeg lavede sidste år. Jeg har valgt at bevare flis bunden og har ladet en stribe græs, hvori jeg har plantet skovjordbær og forskellige mynter, fungere som skillerum mellem de to dele af køkkenhaven. Jeg har sået og plantet i umage krukker, zinkspande og træbaljer - Dild, Hjulkrone, Bladbeder, Squash, Løvstikke og Klatre Bønner. Det store højbed er plantet til med jordbær og mange farvede radiser. Det lille med krydderurter, kørvel, syrer og rød mælde.




Skovjordbær og alm. mynte groede i græsstykket i forvejen. Men der er blevet tilføjet lidt flere mynter. En Te Mynte, der har de sødeste lysrøde nye skud, en Grapefrugt Mynte men en fin grape smag og en Krusbladet Mynte, der har de skønneste krøllede blade.






Træpallen, som drivhusglasset blev leveret i, er blevet ombygget til et rustikt plantebord. Det kostede bare to søm, sjov og billig løsning synes jeg. Det var min søde mand, der kom på den idé. Til højre for bordet står en skøn Alba Rose, der får lov til at blive stående qua indhegningen, der holder rådyrene væk.




Humle gro der meget af i min have. I stedet for at forbande denne plante, som mange gør, har jeg givet nogle af dem stager i birketræ langs hegnet, som de kan vokse op ad. Og der GROR de helt vildt!




Her er så den nye del af køkkenhaven, med de lysgrønne højbede. Her har jeg sået sjove og andeledes grøntsager. Frø jeg købte med hjem fra Chelsea Flowershow. Her er en særlig sød orange Tomat, Aspargesærter, Violette Ærter, Violette Klatrebønner og en gammel viktoriansk bønnesort, der får de fineste hvide og sorte blomster. Herudover er bedene garneret med fesengule Tallerkensmækkere, blå Hjulkrone og spinat. Tror det bliver skønt at se på, når det er vokset til.




Her er naturligvis også stole at sidde i og blomster at kigge på. I krukkerne er Jordbær med hindbær- og annanassmag, Squash, Lathyrus, Violette Klatrebønner, Hjulkrone og Tallerkensmækkere.




Jeg har hængt nogle duftende sommerfugleblomster på hegnet bag stolen, så man kan nyde duften af disse, mens man sidder og filosofere over haven.




Foran drivhuset har jeg sat et herligt gammelt rødt jern tulipan bord, som jeg har fået foræret af en sød tidligere kollega og hans lige så søde frue. Herpå bor mine Duft Geranier nu, de var ikke var så glade for varmen i drivhuset.




Inde i drivhuset sker der løbende små ting, sengen er 'fedtet' godt ind i de hjemme hæklede puder og tæpper. Der er kommet to hylder op fra zinkbakken.dk som jeg synes sælger de fineste drivhus hylder. De er vandtætte og kan bruges som undervandingsbakke - så snedigt!




Jeg fandt en smuk, og ikke mindst billig, violet passiflora i Bilka, som er flyttet ind på kassereolen.





Så har den hvide 'smuksak', der er på vej op over sengen, én at tale med. I dag stod den med hele 5 hvide blomster...




Det er tyndet lidt ud i 'børnehaven', efter at jeg har fået flyttet en del af de små ud i haven. Her er dog stadig. Tomat, Stevia, Chilli, Kinesisk Purløg, Basilikum og diverse svagelige 'børn'.





Min store hjemmelavede bladkrukke i stentøj, fungere perfekt som plantegarnsholder, der er plads til mange forskellige ruller garn og de triller ingen steder.




Både Pelargonierne og Figen planten trives i varmen. I krukken med stativet er sået Klatre Spinat, også frø jeg fandt i England. De er netop kommet op og jeg glæder mig til at se og smage resultatet.





Her er lidt af de særlige små, hjembragt som frø fra England - Caigua, Mouse Melon og Tromboncino. Jeg synes det er sjovere at have sære planter i køkkenhaven, end dem man alligevel kan købe billigt i supermarkedet, som agurker og løg.




God regnvejrs søndag til alle, håber MIN drivhusdrøm kan inspirere andre. Det behøver jo ikke at koste en formue at realisere sine drømme - bare sjove frø, hårdt arbejde og gode genbrugsmaterialer!